Danske pensionister lever længere end deres ratepensioner

Danske mænd og kvinder lever nu omtrent 20 år som pensionister i gennemsnit, men får deres ratepensioner udbetalt over 10 år.

Danske mænd og kvinder bliver ældre, men planerne for udbetaling af ratepension rokker sig tilsyneladende ikke ud af stedet.

Selv om et stigende antal danskere lever både tyve og tredive år som pensionister, udbetales ni ud af 10 ratepensioner fortsat over blot 10 år. Det vurderer pensionsekspert i Nykredit, Camilla Schølin Poulsen.

-  Det er ikke nyt, at vi bliver ældre og ældre. Det har vi vidst i mange år, og mange danskere kan i dag se frem til omkring 20 år som pensionister. Alligevel udbetales de fleste ratepensioner fortsat over blot 10 år. Det kan være fint for nogen, men vi ser også tit, at det sker uden at man har forholdt sig til, om dét er det mest hensigtsmæssige. Udover at sikre sig faste udbetalinger i en større del af pensionstilværelsen, kan længere udbetalingstid også reducere den skat, man ender med at betale af sin pensionsopsparing, siger seniorspecialist i Nykredit, Camilla Schølin Poulsen.

En dansk mand på 60 år kan i dag forvente at leve til kort før sin 82-års fødselsdag, mens en jævnaldrende kvinde kan forvente at blive 85 år gammel. Og med en gennemsnitlig pensionsalder på 63 år for mænd og 60,6 år for kvinder (ifølge tal fra OECD for perioden 2009 til 2014), kan danske mænd og kvinder altså forvente en pensionstilværelse, der strækker sig over henholdsvis 19 år og 24 år.

Særlig udfordring for kvinder

Den samlede pensionsperiode kan blive kortere i takt med at efterlønsordningen udfases og højere pensionsalder introduceres, men stigende levealder vil samtidig trække i modsat retning.

Læs også: Kvinder bør interessere sig mere for investering

- De fleste ved, at det er vigtigt at spare op til pension men glemmer måske at det også er vigtigt at forholde sig til, hvordan opsparingen skal udbetales. Spørgsmålet om udbetaling vil ofte have betydning for, hvordan man sparer op på den mest optimale måde, så man kan få hele formuen til at arbejde og spille sammen. Der kan være stor forskel på, hvor meget man i sidste ende vil sidde tilbage med alt efter hvilken rækkefølge, man vælger for udbetaling af formue og pensionsmidler, siger Camilla Schølin Poulsen.

Hun tilføjer, at problematikken gælder for alle danskere, men at pensionsudfordringen er særlig stor for kvinder, fordi de lever længere, går tidligere på pension og samlet set sparer mindre op end mænd.

Forskere fra Syddansk Universitet har estimeret, at mere end halvdelen af alle danske piger født i dag kan forvente at blive mere end 100 år gamle. De skal altså samlet set spare mere op eller gå betragteligt senere på pension, hvis de ønsker samme levestandard i alderdommen, som deres bedstemødre og oldemødre oplever i dag. 

De fleste ved, at det er vigtigt at spare op til pension men glemmer måske at det også er vigtigt at forholde sig til, hvordan opsparingen skal udbetales.

Seniorspecialist i Nykredit, Camilla Schølin Poulsen

Relaterede Artikler

Artikel | 5 min

Chefporteføljeforvalter: Stærkt aktiemarked er i dilemma

Indtjeningsvæksten i globale selskaber er særdeles stærk.
Artikel | 5 min

Chefporteføljeforvalter: Stærkt aktiemarked er i dilemma

Indtjeningsvæksten i globale selskaber er særdeles stærk.
Artikel | 5 min

Chefstrateg: ”Ro på – trods optrappet handelskonflikt”

USA har indført forhøjede toldsatser på stål og aluminium og optrapper dermed handelskonflikten. Chefstrateg i Nykredit vurderer dog, at effekten bliver mere psykologisk end økonomisk.